Om | Fotograf Heine Peder

1976 var året, hvor Jørgen Leth sammen med et stort filmhold drog til Paris for at skildre cykelløbet, forårsklassikeren, Paris-Roubaix.

Det blev til filmen En Forårsdag i Helvede. Jeg var sammen med Kurt Thyboe fra Ugens Rapport på min allerførste udlands-reportagerejse, og jeg fotograferede.

Cykelrytteren Ole Ritter efter cykelløbet Paris-Robaix i april 1976

Jeg vil starte med at sige, at jeg tror, det kræver en forklaring, at der her på hjemmesiden er billeder, der er 20-30-40-50 år gamle:

Jeg startede simpelthen tidligt med at fotografere, som 12 årig. Jeg kom i lære som 14-årig i

Foto-Kino i Hobro i 1968.

Jeg overtog fotograf Jens Morten Sørensens læreplads.

Og der begyndte jeg at fotografere for aviserne i byen – samtidig med at jeg fotograferede pasbilleder, bryllupper og konfirmationer, huse, rejsegilder og hvad som helst.

Jeg kæmpede med Rolleiflex’en og de forskellige sort/hvide fremkaldervædsker i mørkekammeret.

Jeg købte mit første Nikon F. I ’69. Og slæbte rundt på et tungt Braun flashanlæg med blyakkumulator.

Den lille provinsby havde med sine 10.000 indbyggere fire avisredaktioner, og bladmiljøet med de kvikke journalister passede mig godt.

Et billede af mig fra mørkekammeret, Hobro 1971

Efter 4 år i Hobro, i 1972, blev jeg pressefotografelev på Amtsavisen i Randers. Endnu en læreplads, men jeg var bare 18 år. Det blev en fantastisk tid med kæmpemeget arbejde. Mange muligheder jeg elskede det. Døren til den store verden blev åbnet på klem.

Fem billeder fra mit sidste læreår i Randers, 1975, gav mig titlen Årets Pressefotograf, stadig den mest eftertragtede danske foto-pris på den fotojournalistiske himmel.

Jeg var 21.

På det tidspunkt , 1975, var jeg netop rykket videre til København.

Kurt Thyboe, chefredaktør på Ugens Rapport, havde ringet til drengen fra landet og tilbudt mig job. Jeg slog til, nervøs ved situationen, og byttede kollegieadressen i Randers ud med et job i hovedstaden.

Og da var det, i foråret 1976, at Thyboe kom til mig og sagde: Jeg kender en mand, der skal lave en film om et cykelløb i Frankrig. Der skal vi ned. Til en forårsdag i Helvede. Godt set, Kurt!

Et af vinderbillederne fra Årets Pressefoto 1975

Det cykelløb, Paris Roubaix, blev til en vigtig begivenhed i mit liv: jeg mødte Jørgen Leth, Ole Ritter, forfatteren Ebbe Traberg, der boede i Spanien og ikke mindst den nytiltrådte redaktør for Levende Billeder Henrik Jul Hansen.

Mine billeder, optaget til Rapport, udkom også i Levende Billeder. Henrik Jul Hansen skrev en fantastisk artikel, og billeder og artikel blev faktisk det officielle program for filmen “En forårsdag i Helvede”.

Jeg begyndte at komme på det nye lille filmblad og fik nogle nye venner.

Som stadig er venner.

New journalism var lige kommet på agendaen, og vi lavede nogle gode ting sammen.

Fordi det var sjovt.

Henrik og Jaffa på Levende Billeder havde samlet en gruppe mennesker, der arbejdede con amore med og for bladet, og i et ti-år var Levende Billeder en af de bærende piller i mit liv.

Mick Jagger på forsiden af Levende Billeder 1982

Thyboe på Rapport påtvang mig interessen for cykelløb, og også boksning: Vi var til VM-kamp med Carlos Monzon i Monte Carlo, til VM-kampe i Las Vegas og jeg besøgte Joe Frazier på sit sports-gym i Philadelfia. Seksdagesløb i Forum og i Herning.

De mange sportsbilleder førte mig til mit næste job som fotograf på et helt nyt sports-ugeblad,

Alt om Sport.

Det var udgivet af Politiken og Aller i fællesskab, og jeg startede i efteråret 1977 med

Fritz Ahlstrøm som redaktør.

Det var glade dage med Allan Simonsen og Preben Elkjær på landsholdet, Jørgen Hansen og Ayub Kalule var i ringen, og sportsfotografierne fyldte meget i mit liv.

Måske kom sportsbillederne til at fylde for meget, for jeg sagde mit job op i slutningen af 1978, og besluttede mig for ikke have noget fast job, at blive freelancefotograf med base i Kronprinsensgade 9 i København.

Ayub Kalule

Årets sportfoto 1978

Og det gik godt. Allerede året efter begyndte jeg at planlægge egne rejser. I 1980 var jeg i USA med journalist for Weekendavisen, Lasse Ellegaard, hvor vi blandt andet dækkede demokraternes parti-convent i New York og besøgte Muhammed Ali, der trænede i en af sine sidste træningslejre i Deerlake, Pennsylvania, vest for New York.

Vi lejede en bil i New York og kørte til Deerlake. Og endte dagen sammen med the Champ i privaten. Fire mand og en tryllekunstner fra Las Vegas var vi omkring et bord i Muhammed Alis soveværelse. Hvis det havde været i dag, ville vi aldrig være kommet indenfor. Presseafdelingen ville have sagt nej og smidt os ud. Vi oplevede faktisk nogle reaktioner hos Muhammed Ali, som senere blev diagnosticeret som Parkinsons Sygdom (han kunne sidde og falde helt ind i sig selv, hvorefter han kunne fare op og tale som et maskingevær, det sidste var jo det, han var kendt for). Det blev en uforglemmelig dag.

Muhammed Ali og Lasse Ellegård

i træningslejren Deerlake 1980

I begyndelsen af 1980’erne var jeg en aktiv fotograf på Nørrebro. Omkring det, det blev kaldt Slaget om Byggeren på Nørrebro i København i 1980. Og de næste år BZ-bevægelsens aktiviteter. Man kan finde mange af mine billeder i “Slaget om Byggeren” og Peter Øvigs bog “BZ”

I 1982 rejser jeg rundt i det borgerkrigshærgede Mellemamerika for første gang. El Salvador, Nicaragua, Honduras.

På den rejse lærte jeg, at man skal kunne tale spansk for at rejse ordentligt i Latinamerika. Så jeg trækker efterfølgende stikket i 3 måneder. Jeg tager selvbetalt orlov og tager til Barcelona for at gå på sprogskole og lære spansk. Den tur blev vekslet om til et livslangt kærlighedsforhold til boquerones, jamon serrano og manchego-ost, til Spanien.

I 1983 rejser jeg til Zimbabwe for Folkekirkens Nødhjælp, og i 85 begynder jeg at fotografere fast for Dansk Røde Kors. Det blev til rigtig mange reportagerejser for de to organisationer. På samme tid fotograferer jeg også meget for Politikens Hus – specielt på Ekstra Bladet havde jeg nogle gode år og nogle superinteressante reportagerejser.

Uganda Rakai Distric 2002

Samme år, i 1983, mødtes jeg med 15 andre danske fotografer, og i de næste halvandet år sås vi jævnligt. Og den 15. marts 1985 åbnede vi i fællesskab Billedhuset i Kronprinsessegade 18 i København. Et ret unikt fotograf-ejet galleri og billedarkiv, som de næste år blev udvidet med endnu flere af tidens dygtigste fotografer. Billedhuset var et samarbejde mellem os danske fotografer og det tilsvarende fotografejede BILDHUSET i Stockholm. Jeg var formand for Billedhuset i de første år.

Fotograffællesskabet Billedhuset 1985

Jeg havde holdt fast i interessen for sportsfotografiet. Jeg fotograferer fortsat forårsklassikerne, Tour de France og olympiaderne i Los Angeles i 1984, i Seoul i 1988 og i Barcelona 1992.

Og Barcelona. Jo, jeg flyttede til Barcelona i tre år fra november 1989 til efteråret 1992, og i de år kom jeg og mit kamera rigtig godt rundt i de forskellige spanske regioner.

Tilbage i Danmark bliver jeg i 1995 Politikens første billedchef. De år fylder stadig meget i mit liv. Der var mange dygtige fotografer, og en ny billedjournalistik kommer i avisen. Det var virkelig en ny type billedjournalistik, som tog priser og udmærkelser i Danmark og i udlandet. Den danske bølge rullede.

“Pressefotograferne” malet i 2002 af Lisa Høyrup

145 x 200 cm. Olie på lærred. Fra venstre forrest

Nikolai Fuglsig, Jan Dagø, Claus Bjørn Larsen, Tine Harden, Morten Langkilde og yderst til højre Joachim Ladefoged. Bagest fra venstre stående Lars Hansen, Jacob Ehrbahn, Heine Pedersen, Henrik Saxgren og Jan Grarup.

I oktober 1997 søger jeg atter ud for at fotografere. Jeg kunne ikke holde ud at sidde indendørs og sende de andre afsted, jeg ville selv fotografere. Jeg var også lidt slidt. I de følgende 10 år er jeg. atter på farten, i Danmark og i udlandet; reportager, til bøger, ikke mindst sammen med forfatteren og journalisten Kirsten Jacobsen, men også for Realdania, Rolex, Danida, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og mange mange flere. I 2005 kørte jeg sammen med Lasse Ellagaard -

i hans gamle Mercedes - hele vejen fra Istanbul ned gennem Tyrkiet, ned gennem Syrien, til Libanon, gennem Jordan til Israel, Vestbredden og Gaza. Og hele vejen tilbage igen i Mercedes’en.

Damascus, Syrien 2005

I 2008 får jeg et tilbud om at blive redaktionschef på Scanpix, billedbureauet i Det Berlingske Hus. Kunne det være interessant ? Jeg takker ja, giver det en chance, - og der var jeg så indtil 1.februar 2017. Mit livs suverænt længste fastansættelse.

Men efter ni år som redaktionschef på Scanpix, kribler det atter i fingrene. Jeg er blevet 63, og jeg beslutter, at give den et skud mere som fotograf: Det er jo det fedeste job i verden.

Og det er historien om, hvorfor du her på sitet ser billeder, der har så mange år på bagen. Jeg begyndte tidligt, og er ikke stoppet endnu.

Heine Pedersen 2023