Blog - Heine Pedersen

FELTETS STÆRKESTE RYTTER ER DØD

20. januar 2019

Ole Ritter og Gert Frank

Endnu en af min ungdoms sportshelte er gået bort. Gert Frank var i sidste halvdel af halvfjerserne og begyndelsen af firserne den bomstærkeste seksdagesrytter og kørte med syvtallet på ryggen, par nummer syv. Han vandt bronzemedalje ved OL i Montreal i 1976 i 100 km holdløb, og blev derefter professionel cykelrytter.

Jeg fotograferede ham ved mange seksdagesløb i de næste år, i København, i Herning og jeg var også i Berlin for at følge parret Ritter/Frank.

Seksdagesløb var stort dengang, og jeg var fast mand i hallen, når seksdagesløbet rullede. Gik rundt mellem boksene på inderkredsen, og fulgte det fra start til slut alle seks dage.

Gert var i starten af sin professionelle karriere makker med Ole Ritter, som jeg lavede en lille bog om sammen med Kurt Thyboe. Jeg husker vores lille reception på Hovedbanegården ved bogens udgivelse, hvor Gert Frank også deltog.

Billedet her er med i bogen, et skift mellem Ritter og Frank, fotograferet i Forum, i 1976.

På rejse

Når tandlægen kommer rejsende med bor og tang

20. februar 2018

Dar Khalawi, Bethlehem, 2018

Det summer af liv i den lille klinik i Hebron på Vestbredden. Rummet er måske 4 x 4 meter, men ved hurtig optælling har 21 mennesker alligevel fundet ind i den interimistiske tandklinik. Det er for mange, det er lidt kaotisk, og størstedelen bliver sendt udenfor døren igen.

Vi er i Hebrons gamle centrum, hvor tandlæger fra Danmark er på besøg og har oprettet en gratis tandklinik. Det er blod, sved og tårer, når de små purke bliver befriet for de rådne tænder, der har gjort ondt alt for længe.

Udenfor sidder mødre med flere børn og venter. Og undervisningen i dag foregår oppe på det flade tag af stenhuset. Sofi fra Skælskør og Pernille fra Åbenrå tegner og fortæller deroppe om tandbørstens lyksaligheder for de cirka 25 børn fra Hebrons fattige centrum. Hele huset emmer af aktivitet, men også godt humør.

Det er sidste dag i en uge, hvor den danske gruppe af tandlæger hver dag er taget et nyt sted hen. Til en ny landsby hver morgen, hvor der er blevet indrettet klinik i et forsamlingshus eller i en skole. Den lille gruppe består af tre tandlæger, en klinikassistent og en tandplejer samt en håndfuld frivillige palæstinensere. Der bliver boret, men navnlig bliver der rykket tænder ud.

Ithna, Vestbredden, 2018

Det, der møder de danske tandlæger, er mange rådne tænder, caries, som det hedder i tandlægesproget: “Det med at flytte vaner er det lange seje træk. Kosten på Vestbredden var måske rigtig for 50 år siden, men i dag spiser de forarbejdet mad og slik og drikker cola” siger Paul Lester, rutineret tandlæge og tandkirurg fra Roskilde, som også har arbejdet mange år i Grønland, og som ser mange ligheder mellem de to lande.

Hele ugen har vi besøgt landsbyer omkrig Bethlehem og Hebron. De forhåndenværende skoleborde eller plastik-havestole har fungeret som tandlægestole, og ofte er der ikke rindende vand, og slet ikke tandlæge-moderniteter som “sug” eller røntgen.

Børnene bliver som regel fulgt til tandlægen af deres moder. Hurtig behandling, der ofte starter med en bedøvende sprøjte. Når dagen er omme, er der 50-60 børn, der har ømme gummer, men de er befriet fra den onde tandpine, som op mod halvdelen af alle skolebørn i Palæstina lider af.

De udsendte tand-sundhedsarbejdere fra TUG arbejder sjældent idealistisk. De betaler selv for flyrejse og hotel, og de bruger fridage eller ferie til projektet. En særsyn i nødhjælpsverdenen. Men som Paul Lester siger: “Man oplever meget mere interessant, når man rejser ud for at arbejde. Og man kommer helt andre steder hen på disse arbejdsrejser”.

Da den lille bus sidst på eftermiddagen igen kører fra Hebron, går turen gennem smukke bibelske landskaber afløst af ulovlige israelske bosættelser. Fårehyrden, som vi mødte i morges, går stadig rundt med sine dyr mellem stendigerne. I dag læser fårehyrden ikke den krøllede avisside, som madpakken var pakket ind i. Nu står han i oliventræets skygge og tjekker nyhederne på sin mobil og sender en snapchat til sin ven.

Tandsundhed Uden Grænser (TUG) er en lille NGO, som blev stiftet af tandlægestuderende i 2002.
De fem udsendte på rejsen var tandlægerne Karin Kornø Rasmussen fra Østerbro i København, Amna Unaza Saed fra Oslo og Paul Lester fra Roskilde samt tandplejer Pernille Roth Christensen fra Åbenrå og klinikassistent Sofi Helwa fra Skælskør.

SE ALLE BILLEDERNE

På rejse

Profil af en billedhugger

20. juni 2017

Det blev en fantastisk uge med meget arbejde og skønne sommeraftener, da jeg i juni 2017 tog til Pietrasanta i Toscana for at fotografere billedhuggeren Jørgen Haugen Sørensen og hans hustru Eli Benveniste.

Jørgen Haugen Sørensen i Pietrasanta. Eli Benveniste.
Photo: Heine Pedersen©

Jørgen Haugen skulle have en stor retrospektiv udstilling i Museo del Bozzetti, som ligger midt i byen, og som omfatter San Agostinikirken, klosteret ved siden af, samt klosterhaven. Derudover indebar det også, at Jørgen stillede tre kæmpeskulpturer op på byens centrale torv Piazza del Duomo.

Udstillingen hed The Crowd ligesom en af skulpturerne, og jeg rejste til Italien for at dokumentere opstillingen og den færdige udstilling.

Når man som fotograf sådan er med hele tiden, dukker de rigtige situationer op. De billeder, man ikke kan tænke sig til, de spontane billeder dukker op i det gode lys. Jeg er glad for den serie billeder, som I kan se her.

Jørgen har boet i Pietrasanta i mere end 40 år, og man kan sige, at det var en gensidig hyldest mellem byen og kunstneren, der fandt sted der i juni 2017.

Pietrasanta på den italienske vestkyst har i mange år været et søgt sted for kunstnere og ikke mindst billedhuggere, da der i bjergene omkring byen er store forekomster af marmor og granit.

Forfatteren Peter Poulsen skriver: ”Vi har længe vidst, at Jørgen Haugen Sørensen er en billedhugger af format. I ler som i tegning, er han en nådesløs filosof, intet aspekt af dumheden og brutaliteten undgår hans skarpe opmærksomhed. Jørgen Haugen Sørensen holder af os på sin helt egen måde.”

SE ALLE BILLEDERNE

I medierne...

“Jeg tænker slet ikke i omkostninger”

8. maj 2017

Jeg har lige haft besøg af Rasmus Elmelund fra fagbladet Journalisten. Morten Germund fotograferede.

Læs den her: “Alt hvad jeg har, har jeg fået fra min metier“

Beslutningen er taget

Jeg vil fotografere igen

8. marts 2017

Jeg har taget beslutningen om, at jeg vil fotografere igen, jeg er tilbage på fotografbanen. Jeg vil lige besvære dig med en lille historie om det:

Billedet nedenfor af Ole Ritter er fra Paris-Roubaix cykelløbet i april 1976.

Cykelrytteren Ole Ritter efter cykelløbet Paris-Robaix i april 1976

1976 var året, hvor Jørgen Leth sammen med et stort filmhold drog til Paris for at skildre forårsklassikeren.

Det blev til filmen En Forårsdag i Helvede. Jeg fotograferede cykelløbet, jeg var sammen med Kurt Thyboe fra Ugens Rapport på min allerførste udlands-reportagerejse.

Jeg sidder og finder billeder frem for at lave en ny hjemmeside.

Og jeg tror, at det kræver en forklaring, at der er så mange af billederne, der er 20-30-40 år gamle.

Jeg startede simpelthen tidligt. Kom i lære som 14-årig i Foto-Kino i Hobro i 1968.

Og der begyndte jeg at fotografere for aviserne i byen – samtidig med at jeg fotograferede pasbilleder, bryllupper og konfirmationer og folks huse.

Derefter, i 1972, blev jeg pressefotografelev på Amtsavisen i Randers. Fantastisk tid med meget arbejde og mange muligheder. Døren til den store verden blev åbnet på klem.

Fem billeder fra mit sidste læreår, 1975, i Randers gav mig titlen Årets Pressefotograf, stadig den mest eftertragtede danske foto-pris på den fotojournalistiske bane.

To af billederne fra kollektionen Årets Pressefotograf 1975

På det tidspunkt var jeg netop rykket videre til København. Kurt Thyboe, chef på Ugens Rapport, havde ringet til drengen fra landet og tilbudt mig job. Jeg slog til og byttede adressen i Randers ud med et job i hovedstaden i oktober 1975.

Mit billede af Mick Jagger på forsiden af Levende Billeder, 1982

Og da var det, i foråret 1976, at Thyboe kom til mig og sagde: Jeg kender en mand, der skal lave en film om et cykelløb i Frankrig. Der skal vi ned. Til en forårsdag i Helvede. Godt set, Kurt!

Det cykelløb blev til en vigtigt begivenhed i mit liv: jeg mødte Jørgen Leth, Ole Ritter, forfatteren Ebbe Traberg, der boede i Spanien og ikke mindst den nytiltrådte redaktør for Levende Billeder Henrik Jul Hansen. Mine billeder til Rapport udkom også i Levende Billeder. Henrik Jul skrev en fantastisk artikel, og billeder og artikel blev faktisk officielt program for filmen.

Jeg fik min gang på det nye lille filmblad og fik nogle nye venner. Som stadig er venner. New journalism var lige kommet på bordet, og vi lavede nogle gode ting. Fordi det var sjovt.

Henrik og Jaffa (og nogen flere skarpe penne) på Levende Billeder havde samlet en gruppe mennesker, der arbejdede con amore med bladet, og i et ti-år var Levende Billeder en af de bærende piller for mig.

Gå direkte til billedgallerierne her, hvis du synes, jeg bliver for lang i spyttet! (link!)

Rapport – Alt om Sport

Thyboe på Rapport påtvang mig interessen for sport og ikke mindst cykelløb, og det har holdt ved siden. De mange sportsbilleder førte mig til mit næste job som fotograf på et helt nyt sports-ugeblad, Alt om Sport. Det var udgivet af Politiken og Aller i fællesskab, og jeg startede i efteråret 1977 med Fritz Ahlstrøm som redaktør. Det var glade dage med Allan Simonsen og Preben Elkjær på landsholdet, Jørgen Hansen og Ayub Kalule var i ringen, og sportsfotografierne fyldte meget i mit liv.

Ayub Kalule – Årets Sportsfoto 1978

Måske for meget, for jeg siger op i slutningen af 1978, og jeg beslutter mig for ikke have noget job, at blive freelancefotograf.

Og det gik godt. Allerede året efter begyndte jeg at planlægge egne rejser. I 1980 var jeg i USA med journalist for Weekendavisen, Lasse Ellegaard, hvor vi blandt andet besøgte Muhammed Ali, der trænede i en af sine sidste træningslejre oppe nordvest for New York. Vi endte sammen med the Champ i privaten, fire mand og en tryllekunstner omkring et bord. Det var ikke sket i dag, spindoktoren havde sagt nej.

Muhammed Ali og Lasse Ellegård i træningslejren Deer Lake, Pennsylvania, 1980

Og året efter rejser jeg rundt i det borgerkrigshærgede Mellemamerika første gang.

På den rejse lærte jeg, at man skal kunne tale spansk for at rejse ordentligt i Latinamerika. Så jeg trækker efterfølgende stikket i 3 måneder, og tager til Barcelona for at lære spansk. Den tur blev vekslet om til et livslangt forhold til boquerones, jamon serrano, manchego-ost, til Spanien.

Nørrebro

I begyndelsen af 1980’erne var jeg en aktiv fotograf på Nørrebro. Omkring det, det blev kaldt Slaget om Byggeren på Nørrebro i København. Og derefter BZ-bevægelsens aktiviteter. Man kan finde mange af mine billeder i Peter Øvigs bog om BZ – og her på siden.

BZ aktion i Stengade

I 1983 rejser jeg til Zimbabwe for Folkekirkens Nødhjælp, og i 85 begynder jeg at fotografere for Dansk Røde Kors. Det blev til rigtig mange reportagerejser for de to organisationer. På samme tid fotograferer jeg meget for Politikens Hus – specielt på Ekstra Bladet havde jeg gode kår og superinteressante reportagerejser op gennem 80’erne.

Uganda, Rakai District, 2002

I 1983 mødtes jeg med 15 andre danske fotografer, og i de næste halvandet år mødtes vi jævnligt. Den 15. marts 1985 åbnede vi i fællesskab Billedhuset i Kronprinsessegade 18 i København, et ret unikt fotograf-ejet galleri og billedarkiv, som de næste år blev udvidet med endnu flere af tidens dygtigste fotografer. Jeg var formand for Billedhuset i de første år.

Og Barcelona. Jo, jeg flyttede til Barcelona i tre år, fra 1989 til 92, og i de år kom jeg og mit kamera godt rundt i Spanien.

Tilbage i Danmark bliver jeg i 1995 og 2 1/2 år frem Politikens første billedchef. De år fylder meget i mit liv. En ny billedjournalistik kommer i avisen – det var virkelig nyt, og billederne fra da kan let forveksles med de billeder, vi stadig ser i dagbladene i dag.

Pressefotograferne malet i 2002 af Lisa Høyrup – 145 x 200 cm – Olie på lærred. Fra venstre forrest Nikolai Fuglsig, Jan Dagø, Claus Bjørn Larsen, Tine Harden, Morten Langkilde og yderst til højre Joachim Ladefoged. Bagest fra venstre stående Lars Hansen, Jacob Ehrbahn, Heine Pedersen, Henrik Saxgren og Jan Grarup.

I oktober 1997 søger jeg atter ud for at fotografere. Jeg kunne ikke holde ud at sidde indendørs og sende de andre ud, jeg ville selv fotografere. Ti år mere er jeg på farten, i Danmark og i udlandet; reportager, til bøger, ikke mindst sammen med forfatteren og journalisten Kirsten Jacobsen, men også for Realdania, Rolex, Danida, Røde Kors, Folkekirkens Nødhjælp og mange mange flere.

I 2008 får jeg et tilbud om at blive redaktionschef på Scanpix, billedbureauet i Det Berlingske Hus. Jeg takker ja, og der har jeg så været indtil 1.februar 2017.

Men efter ni år som redaktionschef på Scanpix, Berlingske Media, kriblede det i fingrene igen, og jeg besluttede, at jeg selv ville tage billeder.

Fra mediehuset har jeg medbragt et stort kendskab til billeder, billedbrugere, medier og fotografer. Mine ni gode år ved den fotografiske førerpind på landets største billedbureau har givet mig mig et overblik og en indsigt i branchen, som jeg ikke havde forinden.

De sidste år er det mest blevet til fotos fra mobiltelefonen: Kastellet i København, 1. januar 2016

Det var blandt andet historien om, hvorfor du her på sitet ser billeder, der har år på bagen.

Gå ind og se flere billeder!

Heine Pedersen